Turen til Chile og Påskeøen i januar 2006


Rapa Nui - Te Pito o te Henua - Isla de Pasqua - Easter Island - Påskeøen. Kært barn med mange navne. Påskeøen var det ultimative mål med denne rejse. Men når man nu kun kan komme dertil via Chiles hovedstad Santiago de Chile (eller via Tahiti), så kunne vi lige så godt få så meget ud af det som muligt.

Så vi besluttede at vi også ville se Santiago, Viña del Mar, Valparaiso og pingvinerne nede ved (og i) Magellanstrædet, nær Punta Arenas.

 

Efter aftale med rejsebureauet C&C Travel var turen en ændret udgave af deres daværende tur 915. Desværre har C&C Travel ikke længere denne tur som et fast programpunkt, men der er intet til hinder for at de arrangerer den efter ønske. Vi valgte som nævnt at ændre denne tur til en lidt længere, og at tage sydpå til Punta Arenas i stedet for at tage til San Pedro i Atacamaørkenen. Der var desværre mange problemer i forbindelse med disse ændringer. Vi nåede op på over 10 rejseplaner før vi landede på én der både var realistisk og praktisk. Fra starten havde vi foreslået at vi fra Punta Arenas tog en tur til Puerto Natales og herfra til nationalparken Torre del Paines. Vi fandt imidlertid selv ud af at der var ca. 300 km fra Punta Arenas til Torre del Paines, så på den tid der var afsat, kunne vi i bedste fald netop nå op til parken, indlogere os på et hotel, og køre hjem næste morgen.

 

Med til historien hører også at vi ikke fik vores billetter som lovet ca. 14 dage før. De kom simpelthen ikke. Dvs. de kom dagen før afrejsen, og efter at vi havde fået tilsendt erstatningsbilletter pr. e-mail til selvudskrivning. Indenrigsbilletterne til Punta Arenas fik vi dog først i Santiago.

Det skal imidlertid understreges, at da vi først var kommet vel afsted, gik alting som det skulle - eller i hvert fald kun med de få genvordigheder, som vi i forvejen burde være (og var) forberedt på. Så helhedsindtrykket er, trods ovenstående, tilfredshed med rejseselskabet C&C.

 

Vores plan for turen, efter de mange genvordigheder og forkerte planer, kom til at se således ud:

 

Sted

Ankomst

Hotel, antal overnatninger

Afgang

Santiago de Chile

12/1 kl. 7:50

Hotel Presidente, 3 nætter

15/1 med bus

Viña del Mar

15/1, middagstid

Hotel O’Higgins, 4 nætter

19/1 med taxa

Punta Arenas

19/1, eftermiddag

Hotel Plaza, 3 nætter

22/1 med fly

Påskeøen

22/1, ca. 20:40

Chez Erika, 5 nætter

27/1 med fly

Santiago de Chile

27/1, ca. 20:40

Hotel Presidente, 3 nætter

30/1 med fly

 

Arrangementet startede m.a.o. den 11. januar med afgang fra København om eftermiddagen og sluttede med hjemkomst den 31. januar kl. ca. 15. Den samlede rute så ud som vist herunder (uden tilbagerejsen markeret).


Udover det nævnte var bestilt en byrundtur i Santiago og en tur til pingvinøen Isla Magdalena i Magellanstrædet med færgen Melinka.



 

 

Dag 1 og 2, 11. og 12. januar

På turen i flyet til Madrid sad på den anden side af gangen et ægtepar, som vi i Madrid kom til at sludre lidt med. De var bosiddende i Svendborg, og meget engagerede i et ørredopdræt, hvor de begge var ansat. Vi tilbragte de ca. 6 timers ventetid i Madrids lufthavn sammen, og fik sludret en masse om dette og hint. De skulle også til Santiago, faktisk i en kombineret arbejdsrejse (ørredopdrættet) og ferie i Chile. På den videre tur til Chile sad vi dog noget længere fra hinanden. Men vi fik da sagt pænt farvel til hinanden ved ankomsten til Chiles lufthavn efter den lange tur hertil (ca. 13 timer fra Madrid).

 

Vi blev, som aftalt, afhentet den 12/1 i lufthavnen i Santiago, og kørt til Hotel Presidente. Her så vi dog ikke, som vi havde forventet, noget til Brenda, C&C’s agent i Chile og ansat på rejsebureauet ChileAllways. Faktisk kendte de ikke engang hverken hende eller ChileAllways på hotellet. Vi ringede til hende på mobilen (m.a.o. via DK). Hun oplyste at hun normalt ikke kom på hotellet, men at vores guide til byturen dagen efter ville have alle papirer og vouchers med. Det slog vi os derefter til tåls med (og det viste sig da også at være korrekt).

 

I receptionen talte de nogenlunde engelsk. De nævnte et mindre problem, som vi måtte tage stilling til. Åbenbart var det hotellet som skulle arrangere turen til Viña del Mar, hvilket vi ikke vidste i forvejen. Og de nævnte at hvis vi evt. ønskede at købe en byrundtur i Viña del Mar og Valparaiso, så ville turen dertil være inkluderet heri. Så de måtte vide om vi evt. ønskede sådan en tur, eller om de skulle bestille en separat bustur til Viña. Og det ville de gerne have besked om i løbet af eftermiddagen. De havde i øvrigt også et eksemplar af vores rejseplan – selvfølgelig én af de mange forkerte – så de fik en kopi af vores endelige plan. De talte også med Brenda, som efterfølgende ringede til os på værelsestelefonen (en samtale som vi skulle betale da vi forlod hotellet). Brenda sagde at vi kunne vente til dagen efter med at tage stilling til en bytur i Viña, men hotellets personale ønskede altså svar samme eftermiddag. Så vi skar igennem og sagde nej tak til den pågældende bytur.

 

Værelset på Hotel Presidente var udmærket (værelse 34). Det lå ud til sidegaden over for den indiske ambassade – stille og roligt. Morgenmaden er udmærket. Og beliggenheden af hotellet er meget fin; nær centrum og tæt på en metrostation (Salvador). Metroen er meget billig, 3-4 kr. for en tur uanset hvor langt (eller kort) man skulle. Den var også meget let at finde ud af at bruge. Vi brugte resten af dagen dels med at spadsere ud ad Avenida Providencia, dels tog vi metroen ind til station Universidad de Chile i centrum af Santiago, og gik lidt rundt i kvarteret omkring Plaza de Armas og de 2 nærliggende forgængergader. Avenida Providencia er en del af den såkaldte Alameda (en boulevard), som går gennem det meste af Santiago med flere forskellige navne undervejs.


Fra Alamedaen, her Avenida Providencia.


Da det blev spisetid, ledte vi efter en restaurant, uden at vi fandt noget helt velegnet. Der syntes faktisk ikke at rigtig at være egentlige restauranter i dette kvarter, men kun fast food restauranter. Så vi endte altså i en fast food med hver vores gigantiske portion lasagne, som ingen af os kunne spise op. Men ok – der var jo også vendt lidt op og ned på vores indbyggede ur, selv om der ”kun” var 4 timer tidsforskel til København. Vi tog derefter tilbage til hotellet, veltilpasse og med fyldte maver – og i en aftentemperatur på ca. 25 oC – og gik i seng, ca. 42 timer efter at vi var stået op.

 

Dag 3, 13. januar

Næste morgen blev vi som aftalt hentet til en byrundtur. Vores guide, Mauricio Rodriques fra ChileAllways, talte udmærket engelsk (og russisk, efter sigende. Det kunne vi dog ikke kontrollere).

Han havde også alle vore manglende vouchers og billetter med til os, som Brenda havde lovet. Vi havde en rigtig god tur rundt i Santiago, måske dog lidt skæmmet af et (for os) uventet besøg hos en lokal smykkesmed (et lapislázuli-værksted med tilhørende udstilling og forretning), Mussio Joyas, hvor vi kunne købe smykker. Nå, men vi købte nu alligevel et halssmykke og tilhørende armbånd.

 

Om priserne var for høje her, ved vi ikke. Men i forhold til danske priser, var det vist nok billigt. Og vores køb er naturligvis kun vi selv ansvarlige for.


Plaza de Armas i hjertet af Santiago.


Efter byrundturen gik vi lidt i Bellavista-området, hvor vi havde læst at der skulle være mange restauranter og andet der var værd at se på. Der var nu ret kedeligt, det virkede som et temmelig øde industrikvarter. Vi gik derfor lidt den anden vej ad Avenida Providencia, indtil vi kom hen til metrostation Manuel Montt, hvorfra vi tog metroen ind til Universidad de Chile, og gik op til Plaza de Armas, ligesom vi havde gjort dagen før. I dette kvarter var der i hvert fald liv med masser af optræden, forretninger og meget andet. Men som nævnt ikke mange restauranter, ud over fast food-restauranterne.

 

Dag 4, 14. januar

Næste dag tog vi metroen til station Baquedano og gik ad Pio Nono op til Zoo og tog den første tur med bjergbanen op til Cerro San Christobal. Vi købte en kombineret billet til bjergbanen (Funicular) og svævebanen (Teleferico). Vi brugte lidt tid på Cerro San Christobal, kiggede i boderne og nød den flotte udsigt ud over millionbyen Santiago. Der var også en enorm statue af jomfru Maria (med masser af lys på om aftenen), og der var flere der formelig holdt andagt på bænkene neden for statuen, til en lidt messende, men inciterende musik fra et installeret musikanlæg under et stort halvtag. Vi tog så, som planlagt med Teleferico til dens endestation (ca. 2 km). Her kunne vi dog ikke rigtigt lokalisere hvor vi var endt, og da der yderligere så lidt dødt ud, blev vi enige med hinanden om at tage den tilbage igen til Cerro San Christobal, hvor vi igen tog bjergbanen ned til startpunktet.

Efter turen spadserede vi tilbage ad Pia Nono, hvor der oppe ved Alamedaen (hovedgaden) var åbnet en række boder med souvenirs og meget andet. Vi spadserede ind mod centrum, og gik bl.a. op på Cerro Santa Lucia, et højdemæssigt meget beskedent, men meget flot bjerg, hvor det siges at Chile blev grundlagt. Meget smukt var der i alle tilfælde. Vi fortsatte ind til fodgængergaderne der leder op til Plaza de Armas, og efter et stykke tid her tog vi metroen hjem til hotellet, så vi kunne få en lille skraber inden vi skulle ud at finde et sted at spise aftensmaden. Som i øvrigt blev det første rigtig lækre måltid i Chile, en god og saftig bøf lidt længere ude af Avenida Providencia. Prisniveauet i Chile er vel skønsmæssigt mellem det halve og en tredjedel af hvad det er i Danmark. 2 gode bøffer med tilhørende drikkevarer koster typisk mindre end 100 kr. Det blev dog lidt mere dette sted, det var vist ikke et af de billigste.

 

Det er i øvrigt påfaldende at det chilenske køkken nok ikke er det mest interessante. Kylling og oksekød er de vigtigste punkter på menuen, ofte med Patatas Ricas, pommes frites. Men gode små smørstegte kartofler kunne man altså også få – fandt vi senere ud af. En meget typisk chilensk ret er Lomo de Pobres, en gigantisk bøf af oksekød med 2 spejlæg ovenpå og her udover med ”et kilo” pommes frites. Hertil masser af tomatketcup som garniture. Vistnok temmelig kolesterolholdigt og fedende, men det smager nu egentlig udmærket. Med hensyn til det fedende og de mange fast food restauranter skal det også siges at påfaldende mange chilenere – måske endda især kvinderne – er ganske fyldige og velforsynede med ”håndtag” i siden. Det var i hvert fald førstehåndsindtrykket for os begge.

 

Dag 5, 15. januar

Den 15/1 blev vi som aftalt hentet og kørt til busterminalen. Vi var i god tid (ca. 40 minutter før busafgang), og det var nu meget rart, idet det ikke var så let at finde den rigtige bus (Turbus). Ved at spørge os for fandt vi dog den rigtige. Vi havde en god bustur til Viña, men fidusen vi havde fået fra hotellet med blot at sige til buschaufføren at vi skulle til hotel O´Higgins, så ville vi blive sat af det rigtige sted, virkede nu ikke. Vi blev sat af ved busterminalen i Viña, og måtte derfor tage en taxa de sidste ca. 200 m til hotellet. På hotellet var værelset ikke klar, men klokken var også kun ca. 12. Vi måtte vente til kl. 14, så vi stillede vores bagage på hotellet, og gik en tur i omegnen og langs stranden. Jeg nåede da at blive en smule forbrændt på ørerne og det sted oven på hovedet, hvor håret trods alt er blevet en smule tyndere (!). Der var en lang strand med et gangareal af brædder langs med stranden. Lidt længere henne ad stranden var der en masse boder med både strandting, souvenirs og meget andet.

Værelset vi fik, virkede noget afdanket – for nu at sige det pænt. Hotel O´Higgins har gjort meget ud af det ydre; det ser rigtig pænt ud. Men indvendigt er det meget, meget slidt og dårligt vedligeholdt. Vores indtryk her er måske også farvet lidt af at vores værelse kun havde udsigt til et snavset tag, og lå helt inde i slugten mellem de 2 hovedbygninger. Først hen på eftermiddagen kom der lidt lys ind, ellers måtte man have tændt lys hele dagen – hvis man altså opholdt sig der hele dagen. Men det gør man jo heldigvis heller ikke.

 

Poolen ved siden af hotellet havde tydeligvis ikke været i brug de seneste mange måneder, vandet mindede mest om misfarvede gule ærter. Alt i alt må man sige at hotel O´Higgins bar kraftigt præg af forfald og manglende vedligeholdelse, og vi har meddelt C&C at de, efter vores mening, bør finde et andet hotel til deres rejsende.

 

Denne dag – søndag – var der præsidentvalg i Chile. Der var to kandidater, hvoraf den ene var kvinde, Michelle Bachelet. Hen på eftermiddagen genlød alle gader og stræder af biler med tudende horn og folk hængende ud af vinduerne med flag og andet i hænderne. Vi tændte for fjernsynet på værelset, og kunne her se at Bachelet allerede havde fået mere end 50 % af stemmerne, så hermed havde Chile altså fået sin første kvindelige præsident. Til rigtig manges store tilfredshed – men da også (hvis jeg husker rigtigt) til 46 % af befolkningens store skuffelse. Men de skuffede hørte man jo – af gode grunde – ikke så meget til, mens de 54 % var meget dominerende. Nede ved parken over for hotellet var der særlig megen festivitas, og det virkede meget festligt at overvære.

 

Dag 6, 16. januar

Vi gik først lidt rundt i byen, og orienterede os lidt mere end vi havde haft lejlighed til dagen før. Vi gik bl.a. ind til turistinformationen og fik et par kort, og forhørte os om hvordan vi lettest kom til Valparaiso. Efter middag tog vi bussen ud ad Avenida Libertad til to store indkøbscentre i udkanten af byen, i området Arauco. Vi var hjemme igen omkring ved kl. 17, så vi kunne slappe lidt af inden aftenspisningen. Dette foregik på en restaurant på 1. sal i Valparaisogaden, hvor der var et ualmindeligt højt støjniveau. Maden var dog nogenlunde, og prisen blev ca. 70 kr. inkl. drikkevarer, så den var ikke horribel. Restauranten var dog også noget fast-food agtig. Det er åbenbart det mest almindelige i Chile, i hvert fald i de egne vi hidtil havde stiftet bekendtskab med.

 

I Valparaisogaden var der om aftenen rigtig meget liv med optrædende, spraymalingstegnere med mere. Så der var altid noget at kigge på under aftenturen.

 

Dag 7, 17. januar

Vi tog bussen til Valparaiso, det tog kun en 10-15 minutter til Estacion Puerta i ”Valpo” som den kaldes kort. Herfra tog vi en af mange små bjergbaner, Funiculares, og gik lidt rundt i gaderne højere oppe. Der var en meget flot udsigt heroppe, men området var nu alligevel lidt kedeligt at gå rundt i, så vi spadserede tilbage ad de stejle gader, flere steder med trapper, til området vi kom fra. Vi tog så – efter at have slappet af på en fortovsrestaurant – en trolleybus (elektrisk bus med køreledninger ovenover) ud til den anden ende af byen. Efter at have gået op i det bagvedliggende, lidt fattigt udseende kvarter, tog vi bussen tilbage, men stod af i et mere forretningsfyldt kvarter inden vi kom tilbage til udgangspunktet. Der var tydeligvis siesta i mange af forretningerne. Vi besluttede os for at spise i en restaurant der hørte til et hotel inde i midten af byen. En bøf, der dog var temmelig sej, og en gorgonzolasovs der ikke smagte af noget som helst. Så vi levnede begge. Efter middagen gik vi lidt rundt i forretningerne, hvor siestaen i mellemtiden var ophørt. Med hensyn til de mange bjergbaner, så gik de almindeligvis kun en 50-100 m op – og hvad så? Det var med andre ord ikke den store succes at ”futte rundt” i Valparaiso. Der virkede i almindelighed temmelig dødt, og mange steder tillige meget fattigt. Men malerisk er der da helt klart i denne by. Samtidig kunne jeg tydeligt mærke at jeg var ved at blive rigtig godt forkølet. Som sædvanligt når vi er på ferie.

 

Dag 8, 18. januar

Vi tog den ret meget med ro denne dag, ikke mindst fordi jeg nu var blevet rigtig snotforkølet med storforbrug af engangslommetørklæder. Oveni dette også lidt feber. Om formiddagen gik vi lidt rundt i det nærmeste kvarter, mens vi om eftermiddagen gik en tur ud til blomsteruret ved den sydlige strand.

 

Dag 9, 19. januar

Denne dag, den 19/1, blev vi hentet meget tidligt af en taxa for at kunne nå flyet fra Santiago til Punta Arenas. Vi havde aftalt at chaufføren skulle være der 5.30, men allerede kl. 5.10 ringede receptionen op og sagde at der var en taxa for at hente os. Vi sagde så at vi ville være nede om ca. 10 minutter, hvilket vi da også var. Som så mange andre chilenere kunne han stort set ikke tale andet end spansk, så konversationen var lidt begrænset, om end vi prøvede lidt. Det tog kun ca. 1½ time at køre til lufthavnen i Santiago, så vi var der i god tid. En tid der så kunne bruges til at få lidt morgenmad i lufthavnen, selv om det altså var lidt tid efter at vi var stået op. Vi var nu egentlig ikke særlig sultne, men fik da som nævnt lidt alligevel.

 

Vi fik da også checket ind og fandt den rigtige indenrigsafgang. Flyet til Punta Arenas afgik som planlagt, og med ca. ½ times mellemlanding i Puerto Montt – knapt halvvejs.

 

I Punta Arenas blev vi også afhentet af en taxa (eller personbil?) som aftalt. Men da vi kom til hotel Plaza, var der problemer.

Udsigt over Punta Arenas med Magellanstrædet i baggrunden. Det er virkelig verdens ende!

Hotellet var åbenbart blevet overbooked, så der var ikke plads. Den eneste engelsktalende i den umiddelbare nærhed var Magdalena (hotellets ejer?), og hun indrømmede blankt i den længere diskussion, hvori vores chauffør også deltog (på spansk), at det var hendes fejl.

 

Så vidt vi kunne konstatere var det da også chaufføren der ringede til ChileAllways, som også på et tidspunkt ville tale med mig om problemet. Magdalena prøvede da også energisk på at afhjælpe sin fejl. Først tilbød hun et lidt dyrere hotel, hvor hun ville betale merudgiften. Det lå desværre 2 km fra centrum, men hun tilbød en gratis taxa hver gang vi ville ind til byen. Den løsning var vi nu ikke så vilde med. Som alternativ tilbød hun en nærliggende lejlighed, angiveligt med morgenmad. Den kunne vi bese, og acceptere eller afvise.


  Minimarked i Punta Arenas


Udlejeren af denne lejlighed, en yngre kvinde, kom også til stede, og vi tog med en anden taxa over til lejligheden sammen med Magdalene og udlejeren (vores ”egen chauffør” var kørt på grund af andre opgaver). Herefter valgte vi lejligheden, som lå rimelig centralt, kun få hundrede meter fra Hotel Plaza. Det viste sig dog at det med morgenmaden var lidt diskutabelt: Vi fik leveret morgenbrød til alle 3 dage på en gang, smør og mælk samt kaffepulver. Men måtte selv købe ost, pålæg og marmelade. Og den daglige rengøring af lejligheden var noget overfladisk, og omfattede i hvert fald ikke badeværelset eller håndvasken, som i øvrigt ikke havde varmt vand (altså kun håndvasken).

 

Vi var et par gange ovre på hotellet, hvor vi bl.a. talte med dem om leje af en bil. Når den mandlige receptionist var der, blev det dog ikke til så meget snak, for han talte ikke andet end spansk. Og vi skulle jo bl.a. have aftalt at vi skulle hentes ved lejligheden når vi skulle til lufthavnen den 22/1. Det biludlejningsfirma som hotellet anbefalede, kunne imidlertid ikke tilbyde en bil med forsikring, så vi gik selv ned til et Hertz-firma og fik bestilt en bil med fuld forsikring. Det er tilsyneladende ikke noget man rigtigt bruger på de kanter, det med forsikring.

 

Dag 10, 20. januar

Da vi dagen efter fik bilen, kørte vi ud til Pinquieñeras ved Seno Otway. Der var langt. Det føltes i hvert fald meget langt. Det var såmænd ikke mere end 70-80 km, men da ca. halvdelen var på en ret ufremkommelig sten- eller grusvej med store huller med eller uden vand i undervejs, føltes det rigtig langt. Flere gange tænkte vi: Nu må vi da snart være der. Men så drejede vejen blot om bag en ny højderyg, og fortsatte. Med til at understrege det barske landskab var at der på et vist tidspunkt cirklede en mægtig kondor over os. Til sidst - da vi syntes vi havde kørt i en evighed - afslørede det flade landskab dog et par små træskure, hvor der var billetsalg og en primitiv cafeteria. Så vi fik da set pingvinerne i et susende stormvejr i det mest gudsforladte landskab man overhovedet kan forestille sig. På vejen hjem fra stedet så vi for resten også flere vildtlevende strudse, der desværre løb væk fra os når vi stoppede op for at forevige dem.

 

Senere på dagen kørte vi sydpå fra Punta Arenas, retning mod Fuerte Bulnes. I starten (ca. 25 km) var det asfaltvej, men da det blev til grusvej, og der i øvrigt var skønsmæssigt 30-40 km endnu, vendte vi om, og kørte tilbage til Punta Arenas. Vi syntes at vi egentlig havde fået grusveje nok for den dag. Da vi kom tilbage, kørte vi ud til Zona Franca, et frihandelsområde ude i den ene ende af byen. Det skulle angiveligt være etableret som en slags kompensation for Punta Arenas’ noget gudsforladte beliggenhed, så man på denne måde kunne lokke flere folk til at bo herude hvor det vel er lidt vanskeligt at se de store argumenter for at slå sig ned for livet.

 

Senere på eftermiddagen kørte vi lidt rundt i byen, inden vi kørte ned og afleverede bilen. Egentlig havde vi aftalt at vi kunne have den til den følgende dag kl. 12, men den var lidt vanskelig at få parkeret uden at skulle betale for det, idet der på alle gader i Punta Arenas gik parkeringsvagter, som afkrævede penge for parkering. Der syntes såmænd ellers at være plads nok på de veje der ikke lige lå i centrum, men det var vel også nærmest en form for afgift der svarer til vores hjemlige parkeringsautomater – blot erstattet af vagter. Så kommer man jo samtidig også arbejdsløsheden til livs. Selve afgiften var såmænd også blot et par kroner, som vi da også kom til at betale da vi holdt i nærheden af lejligheden i 10 minutter mens vi hentede vores tasker og kameraer tidligere på dagen. På den anden side syntes vi ikke der var grund til at betale for at bilen kunne holde der til næste morgen, hvor vi så blot kunne køre ned og aflevere den efterfølgende. Forinden havde vi fyldt lidt benzin på tanken, så den var godt kvartfuld ligesom da vi lejede den. Pris for 93 oktan blyfri: 575 Pesos pr. liter (ca. 6,5 kr.).

 

Til aftenspisningen fandt vi et rigtig godt sted på 1. salen lidt nede ad hovedgaden, hvor vi – for gud ved hvilken gang – spiste hver en bøf. Men denne gang var den altså dejlig mør og velsmagende.

 

Dag 11, 21. januar

Jeg var stadig noget medtaget af forkølelsen, selvom den helt klart havde toppet. Vi slentrede om formiddagen lidt rundt i byen i et behageligt tempo, bl.a. købte vi en stor pingvin til vores yngste barnebarn. Ved 1-tiden gik vi tilbage til lejligheden for at slappe lidt af. Da var lejligheden stadig ved at blive gjort i orden af en meget genert chilensk pige, som fik lov at ordne soveværelset mens vi sad inde i stuen. Hun listede kort efter af, uden at sige noget til os, og uden at vi overhovedet hørte det.

 

Klokken lidt i 3 gik vi ned til hotel Plaza, for at blive kørt ud til pingvinturen til Isla Magdalena. Der var afgang ved 16-tiden med hjemkomst ved 21-tiden (det var lyst til omkring klokken 22). Vi havde på forhånd aftalt at gå ned til hotel Plaza, for at gøre det lidt nemmere for chaufføren. Her blev vi så hentet i en minibus af den samme chauffør som havde hentet os i lufthavnen. Han kørte over på den anden side af pladsen for at afhente et chilensk ægtepar med 3 børn, som også skulle med på turen. Vi kørte herefter ud til ”færgelejet”, som viste sig at være en betonslidske ned mod vandet. Det var færgen Melinka, som ellers til daglig besørger færgetrafikken til Ildlandet og byen Porvenir på den anden side af Magellanstrædet. Det viste sig at vores chilenske ven talte udmærket engelsk, og han var en stor hjælp da vi skulle finde ud af hvor vi skulle ombytte vores vouchers med billetter og meget andet. Den ældste datter på 14-15 år snakkede i mobiltelefon næsten konstant. Det må have været meget inspirerende for forældrene, men de sagde nu ikke noget til det (tror vi).

 

Vi kom ombord, og sejlede ud mod Isla Magdalena. Da vi kom derud, viste det sig imidlertid at der var for meget (eller forkert) vind til at kaptajnen turde/kunne lægge til. Så vi kunne blot sejle tilbage igen. 2 timer hver vej. Vi fik imidlertid efter megen palaver alle pengene for turen tilbage inde på Comapas kontor (det rejseselskab der arrangerede turene) – selv om vi rent faktisk kun havde krav på at få 50 % tilbage.

Isla Magdalene - det tætteste vi kom på den.


Der var en enorm kø helt ud til gaden, og forrest sad to kvinder/piger, som helt klar var mere energiske end vi var. Da der viste sig problemer med at få pengene retur, sådan som det ellers stod på billetten, erklærede de at de ikke ville forlade stedet før de havde fået deres penge. Den stakkels unge mand ved skranken, som jo nok blot gjorde hvad han havde fået besked på, ringede både hid og did for at få afklaret sagen. Til sidst – efter mange ophidsede ordvekslinger med de to kvinder, betalte han dog pengene tilbage til dem. Birgit og jeg, som var trådt ud af køen og stod og supplerede de to kvinder i deres argumentation, sagde så at vi var i præcis den samme situation, og at vi derfor også gerne ville have pengene tilbage. Denne gang gav han sig ret hurtigt, og betalte os samtlige penge tilbage, 32.000 pesos (ca. 350 kr.). Så da vi gik ud af kontoret, sørgede vi for at vifte med pengene, så alle i køen (som vi jo egentlig var sprunget over), kunne se at det kunne lade sig gøre. Men pingviner blev det altså ikke til denne dag, så måtte vi jo blot glæde os over at vi havde set pingviner dagen før ved Seno Otway.

 

Dag 12, 22. januar

Næste morgen blev vi hentet som aftalt kl. 6.20 for at blive kørt til lufthavnen. Vi fik booked os helt til Påskeøen, så vi ikke skulle omlade bagagen i Santiago. Der var 6 timers ventetid i lufthavnen, men det vidste vi jo i forvejen. Og det med bagagen virkede fint på hele turen. Vi landede i Santiago omkring middagstid, og flyet til Påskeøen afgik først kl. 18.05.

 

Kl. 21.30 lokal tid (de ligger 2 timer efter fastlandet, og flyvetiden er godt 5 timer til de 4000 km) landede vi på Påskeøen, og blev afhentet af Erika selv i hendes 4-hjuls-trækker, hvor hun fik proppet os ind med vores bagage, efter at Birgit havde fået et velkomstknus og en blomsterranke om halsen. Det varede lidt før vi tog af sted mod ”Chez Erika”, hun ventede vist lidt på at der måske var andre med, som hun kunne tilbyde logi.

Fremme i Chez Erika fik vi lidt at drikke og blev præsenteret for en pige, Chantal, som med sin taxa kunne køre os en tur rundt på øen dagen efter formedelst 100 USD. Et tilbud som vi sagde ja tak til.


Flyet er landet på Påskeøen.

 

Vi hilste også på 4 canadiere, som lige var kommet dagen før, men i øvrigt lød som om de både var født og opvokset på øen. Før vi gik i seng, måtte jeg for resten smadre en ca. 5 cm lang kakerlak, der sad og hvilede sig i brusekabinen.

Gardinerne måtte vi improvisere lidt med for at få dem til bare nogenlunde at dække for vinduerne. Her havde det været rart med et par medbragte tøjklemmer. Værelset havde ikke aircondition, så vi måtte have så meget åbent som muligt. Vinduerne fortil kunne da også skydes til side fra gulv til loft, så det var de om natten. På den baggrund var der så ikke så megen grund til at huske at låse døren! Men ok – vi lå da bestemt også meget fredeligt hernede i Erikas baghave. Altså lige bortset fra hendes høns inkl. haner, der sørgede for at overflødiggøre et vækkeur om morgenen.

 

Dag 13, 23. januar

Det viste sig at den aftalte tur øen rundt fra kl. ca. 10 til kl. ca. 17 var en rigtig god tur i Chantals taxa, en lettere bulet Nissan. Erika havde forsynet os med køletaske med kildevand, 2 sandwiches, vandmelon og ananas.

 

Mine solbriller troede jeg at jeg havde tabt (det viste sig dog senere at de lå i min vinterjakke, som jeg jo havde brugt i Punta Arenas). Så vi startede med at spørge Chantal om hun kunne køre os hen til en butik, hvor jeg købe nogle nye. Hun kørte først til en butik i den sydlige udkant af byen, hvor de havde nogle til en snes kroner. Men efter at hun havde vekslet et par ord (på spansk) med ekspedienten, sagde hun at ”de duede ikke”. Så vi kørte ned til havnen til en butik med bl.a. sportsdykkerudstyr. Her startede priserne til gengæld ved 500 kr. Det syntes jeg ikke jeg ville give, i hvert fald ikke for de modeller de havde at fremvise. Så jeg sagde at vi droppede det med solbrillerne og tog min kasket ned i panden i stedet. Og så tog vi ud på turen rundt på øen.

 

Chantal gav sig rimelig tid til at vise os tingene, og lod os bestemme om vi fx skulle gå helt op til toppen af Rano Raraku, eller om vi skulle fortsætte turen nedad. Chantal var født i Santiago, men havde (i hvert fald ifølge canadierne) været gift 2 gange med indfødte fra Påskeøen. I sin taxa havde hun billeder af sine børn, og hun fortalte os da også at børnene var hos deres mormor i Santiago. Det var i alle tilfælde en rigtig god tur, som var god at starte med. Hun vidste faktisk også ganske meget om øen; det var tydeligt at hun var vant til at køre rundt som guide, og at hun havde sat sig godt ind i sit stof. Hun var dog ikke på alle punkter helt enig med Thor Heyerdahl i hans teorier – men det er der sikkert mange der ikke er.

Vi startede turen ved Vinapu lidt syd for byen, hvor der er en meget berømt stensætning (ahu, dvs. egentlig platform for moaier) som er udført efter samme mønster som i oldtidens Peru med meget fornemt tilpassede sten. Der lå også et par væltede moaier, altså statuer, som oprindeligt havde sået på ahuen. Derefter kørte vi ud til Aka Hanga, hvor sønnen til øens første konge, Hotu Matua, skulle have boet. Der skulle også på dette sted have været en forhistorisk havn. Der er dog intet der viser tegn på dette. Men der var tydelige rester fra de aflange, bådformede huse som skulle have været benyttet af de mere velstående dengang. Ved vejsiden, inden vi kom ned til stedet, sad der en kvinde og solgte souvenirs. Vi købte her nogle nøgleringe med små statuer som vedhæng.

Herefter kørte vi videre til Rano Raraku, det stenbrud hvor alle figurerne i sin tid er blevet udhugget – et arbejde der tilsyneladende stoppede fra den ene dag til den anden. Jeg vidste godt at der her var en del statuer under udhugning, men ikke at det var så mange det drejede sig om. Faktisk var der mindst 20-30 stykker under udhugning, måske flere – på alle stadier, og derfor er det jo lidt svært at identificere statuerne på et meget tidligt stadium. Den største moai under udhugning har en samlet længde på 22 m, og ville, hvis den blev hugget fri, veje ca. 400 tons. At flytte sådan nogle mange kilometer uden moderne tekniske hjælpemidler er med andre ord lidt af en opgave. Faktisk står og ligger omkring halvdelen af alle øens ca. 800 moaier i området omkring Rano Raraku. De er altså blevet firet ned af bjergsiden (på nær dem er gledet fra øboerne, og har fået for meget fart på – ofte med brud til følge), og rejst op neden for stenbruddet. Senere er der så skredet jord ned foruden den jord der er blevet dannet af rådnende plantedele, sådan at de nederste 2 tredjedele er blevet dækket af jord, og kun hovederne og halsen rager op over terrænet.


En af de moaier i stenbruddet, der aldrig blev færdig.


Tidligere troede man at det kun var hoveder der stod her, men bl.a. Thor Heyerdal prøvede – med tilladelse fra den chilenske regering – i 1987 at grave ned til bunden af en af moaierne. Som viste at det var ”hele moaier”, der slutter et godt stykke under navlen. En forudsætning for at få lov til gravearbejdet var imidlertid at det blev tildækket straks efter. Det er helt tydeligt at arbejdet i stenbruddet stoppede meget pludseligt – formentlig fra den ene dag til den anden. Og årsagen menes at være de stammekrige, der angiveligt har fundet sted på øen mellem langørerne og kortørerne.

 

Med opbydelse af lidt fantasi kan man i øvrigt ane den ”sti” som statuerne ” gik ad” på deres vej ud til deres ahuer ude på øen. Netop Thor Heyerdal beviste at det kunne lade sig gøre at flytte en moai ved at lade den stå oprejst, og rokke den med tovværk fra toppen, og flytte højre side i bunden, når moaien får lagt vægten over på venstre side – og vice versa. Ligesom når man rokker et køleskab eller en vaskemaskine på plads. 15 mand kunne på denne måde flytte en 20 tons tung statue ca. 100 m om dagen. Det skal nu siges at denne teori har mange modstandere, og ingen ved jo hvordan de blev transporteret. Men at det er en mulighed – det er bevist.

 

Efter at have spist vores frokost – i køletasken med sandwiches, vandmelon og kildevand – drog vi videre til øens vel nok mest imponerende ahu, Ahu Tongariki. Statuerne her blev, som så mange andre, væltet under borgerkrigene, men genrejst i 1900-tallet. De blev imidlertid væltet og mere eller mindre ødelagt og flyttet rundt af en voldsom tsunami i 1960. Derefter lå de meget spredt og delvis ødelagte i mange år, indtil de i 1995 blev genrejst af japanere – eller i hvert fald for japanske midler. På trods af tsunamiens voldsomhed, kom der nu ingen mennesker til skade, primært fordi tsunamien kom fra et jordskælv i Chile – og altså fra øst. Og den eneste bebyggelse på øen, Hanga Roa, ligger på den sydvestlige side.

 

Vi kørte herefter videre op langs Poikehalvøen til nordkysten. Og beså verdens (og øens) navle ved Perousebugten, Te Pito Kura. Endelig tog vi op til Anakena-stranden med de pragtfulde palmer (plantede i nyere tid) og de ahuer der står her. Også ahuen med en enkelt statue, der faktisk blev rejst i 1950-erne på Thor Heyerdals første tur (ekspedition) til øen. Den blev rejst ved at den blev løftet med palmestammer som vægtstænger, og der blev så lagt små sten ind under statuen hver gang der var mulighed derfor, indtil den stille og roligt selv vippede på plads. Ved Anakena-stranden er der for resten i dag mulighed for at købe både mad og drikke i de 4-5 små boder de er rejst ved parkeringspladsen. Der er ganske vist ikke ført elektricitet op til denne del af øen, men drikkevarerne opbevares i kølekasser med is, og der er lavet nogle griller af overskårne olietønder, hvorpå der grilles kylling. Desuden sælger de ananas, hvor de skærer det yderste af, og deler resten med 2 snit ned i gennem. Herefter holder man den i den grønne stilk og gnaver af den. Det er ekstremt velsmagende.

 

Herefter kørte vi tilbage af den fine asfaltvej over øen, og dermed var turen slut, og klokken var ca. 17. Vi bestilte hos Erika en bil til de næste 2 dage, og hvilede os ellers lidt. Lidt senere gik vi ud og spiste vores aftensmad på en restaurant ved navn Kana Kau nede på hovedgaden, lige ud for ”vores” sidevej. Vi spiste bøf med gorgonzolasauce, det var både velsmagende og mørt.

Hotellet – eller rettere sagt vores hostel, som de kalder det, idet det vel nærmest er en slags Bed and Breakfast – er primitivt, men charmerende, og i hvert fald i overensstemmelse med hvad vi havde forventet. Garderoben består af en bambusstang på ca. 2 m mellem to vægge, og der er (desværre) ikke køleskab. Erika tager sig imidlertid selv godt af sine gæster, stedet ligger perfekt tæt på centrum i stille og smukke omgivelser, og der er en udmærket anretning til morgenmad. Og idyllen understreger Erika selv med sin standardbemærkning ”no problemas”. Og bemærkningen ”cremas” samtidig med at hun gned sig på armene hørte vi også tit. Hun har utvivlsomt set mange gæster blive røde og solskoldede fordi de har undervurderet solen på Påskeøen.


Erika i sin baghave.


I parentes skal det siges at vi senere så på hotel Iorana udefra, det hotel som det først var meningen vi skulle bo på. Det ville vi have været meget kede af. Der er sikkert ikke noget i vejen med hotellet, men det ligger altså mere end 2 km fra byens centrum – og i byen er der altså for det meste ikke ordentlige fortove, og kun meget sparsomt gadelys. Så vi kan kun anbefale Chez Erika.

 

Dag 14-15, 24. og 25. januar

Vi lejede en bil i 2 dage (man bruger ikke forsikring på de kanter, men der er nu altså heller ikke meget trafik). 60 USD pr. dag, hvilket jo ikke er så slemt for en 4-hjulstrækker. Man skal ellers være opmærksom på at stort set alt koster det dobbelte af hvad det koster i det øvrige Chile – så der er næsten lige så dyrt på Påskeøen som herhjemme. Benzinen er dog lidt billigere end i resten af Chile (lidt over 500 pesos/l). Der er kun én benzintank på øen, og de sælger kun én slags benzin – 93 oktan blyfri. Herudover har de så også diesel til de dieselbiler der trods alt også er.  

Vi tog først ud til byens nordside, hvorfra vi ifølge vores kort skulle kunne komme ud på en tur nord for byen. Vi kunne imidlertid ikke finde en vej her, der så bare rimelig farbar ud. Så efter nogle forsøg forsøgte vi at køre ”den anden vej” rundt, altså ud langs sydkysten, hvor vi så drejede fra til venstre da vi var kommet tilpas langt uden for byen. Der stod da også her på en sten eller et skilt at vejen førte til Ahu Akivi eller ”de 7 moaier”. Vejen var virkelig meget primitiv, men vi kom da ud til Ahu Akivi – det næsten eneste sted hvor moaierne kigger ud mod vandet. Men de står jo altså også et par kilometer inde i landet (en enkelt moai nede ved havnen kigger også ud over vandet – men det er nu nok en fejl i forbindelse med genrejsning). Herude ved ahuen, mange kilometer fra nærmeste hus, sad en ung mand og solgte de meget lækre ananasser, som vi selvsagt ikke kunne stå imod. Vejen videre blev mange steder ekstremt dårlig, så vi var glade for at det var en 4-hjulstrækker, vi kørte i. Ikke fordi vi brugte 4-hjulstrækket, men fordi den havde stor frihøjde. Der var mange steder store sten på vejen, som ville have stødt mod en ”normal” undervogn.

 

Efter denne tur kørte vi op til Anakena-stranden, hvor vi lagde os et par timer og slappede af i skyggen fra en palme. Man følte sig virkelig hensat til en idyllisk tropeø, når man sådan ligger og daser i palmeskyggen. Dog nok med risiko for at blive mål for nedfaldende kokosnødder!


Moaierne ved Anakenastranden


Efter hjemkomsten til Hanga Roa lagde vi os lidt og slappede lidt mere af, før vi skulle ud at spise. Vi gik hen ad hovedgaden, og fandt nogle hyggelige steder. Det første sted havde de faktisk kun én ting – nemlig tun. Der stod ganske vist en masse andre ting på spisekortet, men de kunne altså kun byde på tun. Det andet sted vi forsøgte, så da også hyggeligt ud, men de havde heller ikke så meget af det der stod på spisekortet. Vi blev dog dette andet sted, og endte med at spise en ret med tun – dels marineret, dels skiveskåret, og dels grillet. Det smagte nu udmærket, men det var lidt generende at der ikke var meget lys. Da mørket faldt på, sad vi næsten i bælgravende mørke og spiste. Men smagen var der altså ikke noget at kritisere på.

Dagen efter kørte vi, efter at have fyldt lidt mere benzin på (vi havde også fyldt lidt på dagen før), ned for at hæve lidt flere penge i banken – øens eneste. En meget hyggelig lille bank at se på, i en meget særpræget udførelse – rent bygningsmæssigt. De havde da også en kontantautomat ved indgangen, så den valgte vi til vores pengehævning. Vores kortmuligheder er Visakort, American Express og Master Card. Af disse var det kun Master Card der kunne bruges i automaten, ifølge afbildningerne af korttyper ved indgangen. Og vi har stort set ikke benyttet Master Card tidligere, så vi måtte forsøge at genkalde os den sjældent benyttede kode. Enten huskede vi forkert, eller også var der noget andet galt. I hvert fald mislykkedes det at hæve penge i automaten.

 

Banken i Hanga Roa.

 

Vi gik derfor ind i banken, og stillede os op i en kø. Vi kunne ikke i banken hæve på American Express, men Visakortet var helt ok. Da det blev vores tur, blev vi bedt om at komme ind bag skranken ved et skrivebord. Vi sad så og snakkede med en kontorist, som checkede kortet med diverse opringninger og opslag på sin computer. Vi bad om 100.000 pesos (ca. 1.300 kr.), hvilket var helt ok. Efter denne snak med kontoristen fik vi en seddel, som vi skulle gå ud til kassen med. Gebyret på 1.000 pesos skulle imidlertid betales kontant ved kassen før vi kunne få de 100.000 udbetalt. Men det gjorde vi så, og gik derfra med vores 100.000 pesos.

Efter disse transaktioner var det så tid til at køre ud til Rano Raraku. Det er vel nok det mest spektakulære sted på øen, og vi syntes det kunne være meget godt at tage stedet i vores eget tempo, selv om Chantal havde været meget indstillet på at vi skulle bestemme tempoet på turen med hende. Efter at have dasket rundt i vores eget tempo og taget en række yderligere billeder og video, tog vi igen op til Anakena-stranden, hvor vi lå og slappede lidt af i solen.


"Travlhed" på hovedgaden i Hanga Roa.


Denne næstsidste dag på Påskeøen spiste vi samme sted som den første dag, d.v.s. nede på Kana Kau, skråt over for vores sidevej. Denne dag stod menuen på Lomo con salsa; det var som sædvanlig yderst velsmagende. Pris pr. stk. 7.000 Pesos, samlet regning inkl. drikkevarer 18.000, altså noget over 200 kr. Så det ligger såmænd ikke så langt fra hvad det ville have kostet i Danmark – og som tidligere nævnt på det dobbelte af hvad det ville have kostet i det øvrige Chile.

 

Dag 16, 26. januar

Denne sidste dag på Påskeøen havde vi planlagt at daske lidt rundt i byen med god tid til det hele. Men efter morgenmaden talte vi med Chantal, som spurgte om vi ikke skulle have halvdagsturen, som hun jo også kunne tilbyde. Vi sagde naturligvis til hende at vi havde været ude i området nord for byen, herunder Ahu Akivi med de 7 moaier. Men vi måtte erkende at vi ikke havde været på Orongo-halvøen. Så det ville hun da foreslå at vi gjorde med hende. Det var åbenbart nærmest et must at se denne også, og det ville kun koste 10.000 pesos. På denne baggrund sagde vi naturligvis ja, og blev enige om at tage af sted kl. 10. Da vi var på vej derud til, oplyste hun dog at det også kostede noget at komme ud i området – nærmere betegnet 10 USD pr. person. Det havde måske været klædeligt at sige det før vi tog af sted. Vi havde såmænd nok sagt ja alligevel. Vi følte os herudover yderligere overrumplet da vi kom frem til stedet, og hun spurgte om vi også skulle køres tilbage igen. Det var vel mindst ca. 5 km fra byen ad en dårlig grusvej, så det syntes vi nok egentlig var ret indlysende. Hun oplyste at en tur rundt i området ville tage 3 kvarter til en time, alt afhængigt af hvor hurtigt man gik. Nå, men vi sagde at vi naturligvis også skulle køres tilbage, hvorefter hun sagde at hun ville vente deroppe til vi kom tilbage. Og vi spekulerede naturligvis på om hun så også skulle have 10.000 pesos for at køre os tilbage til byen.

Vi gik – med disse spekulationer – turen forholdsvis hurtigt rundt, på ca. 30 minutter. Vi kunne måske godt have haft givet os lidt mere tid, men på den anden side fik vi da set det hele. Og det skal dertil siges at der er fantastisk, med en enestående udsigt over de små øer hvor de unge øboere i sin tid skulle hente det først fugleæg hvert år i en livsfarlig konkurrence. Den heldige vinder kunne få den kvinde på øen han ville, og fik desuden visse rettigheder af øens høvding.


Fugleøen set fra Orongohalvøen


Vi var tilbage i byen ved 11-tiden, så det hele havde kun taget en times tid. Og Chantal skulle altså ikke have mere end de 10.000, hun først havde sagt. Så vi forbarmede os, og gav hende yderligere 5.000 i drikkepenge. Så vi var stadig gode venner, selv om vi syntes hun havde haft en dårlig timing med sine oplysninger og spørgsmål. I øvrigt regnede det en del på vej tilbage til byen, så vidt vi husker det første regnvejr vi oplevede på øen.

Efter turen spadserede vi ned i byen. Vi fik købt nogle figurer til familien – samt en til os selv. Og alt dette gik vi hjem på værelset med, så vi ikke skulle slæbe det med på den videre tur. Som herefter gik ud i området nord for byen, til Ahu Tahai. Vi talte herude med en opsynsmand, som, da vi fortalte at vi var fra Danmark, fortalte at hans kone var blevet forelsket i en dansker, som derefter havde taget hende med til Danmark. Det udtrykte vi selvfølgelig nogen medfølelse over, men han oplyste dog at han havde det rigtig godt nu med en ny kone. Og så var alt jo godt.

 

Tilbage i byen købte vi nogle T-shirts til børnebørnene, og jeg købte en bog til mig selv om de 3 første ekspeditioner til Påskeøen (Roggeveen, Gonzales og James Cook). Nede ved havnen sad vi på en restaurant og fik noget at drikke, hvor jeg skrev nogle SMS’er til familien derhjemme. Om aftenen gik vi over på vores sædvanlige restaurant, Kana Kau, hvor vi spiste grillet laks. Det syntes vi begge smagte rigtig godt.

 

Dag 17, 27. januar

Næste dag, den 27/1, skulle vi med flyet tilbage til Santiago, afgang kl. 13.05. Vi aftalte med Erika at vi gerne ville være der i god tid før, for ikke at risikere en overbooking. Vi kunne jo ligeså godt sidde ude i lufthavnen og vente, som vi kunne sidde hjemme på værelset. Så allerede ved 10-tiden kørte Erika os igen de ca. 500 m fra Chez Erika til Lufthavnen, og sagde derefter pænt farvel til os. Forinden havde vi taget et par billeder af hende ude i hendes have, og hun var meget optaget af at vi ville/kunne anbefale hendes lille sted hos bureauet ChileAllWays, så hun kunne få flere kunder. Og det syntes vi egentlig godt vi kunne, med den tilføjelse at der nok er lidt primitivt, men charmerende og med en central beliggenhed.

 

Allerede inden vi var fremme i lufthavnen begyndte et ægte tropisk regnvejr, som faktisk varede ved til efter vi havde forladt øen. Men tilsyneladende ret lokalt, idet vi, da vi lettede, kunne se at det ikke regnede over resten af øen.

 

Selv om der lander meget store fly på Påskeøen (Airbus 340/300), er det en meget lille lufthavn. At der kun er én gate er vel meget naturligt – når der kun er én daglig afgang hhv. landing. Der er dog faktisk en række boder med souvenirs o.a., når man er kommet ind i selve afgangshallen. Og sikkerhedschecket er der intet at kritisere på; selv min livrem skulle jeg tage af under kontrollen. Så er det bare med at undgå de dybe indåndinger.


Farvel - og tak for denne gang.


Flyet lettede som det skulle lidt over 13, så vi var fremme i Santiago omkring klokken godt 20. Efter at have fået vores bagage blev vi faktisk lukket ud ved udgangen fra udenrigsterminalen (men flyet kom jo faktisk også fra Tahiti). Her stod der nogle få med ”ankomstskilte”, men henne ved udgangen fra indenrigsterminalen stod der langt flere. Vi gik derfor og kiggede både hvor vi kom ud og henne ved indenrigsudgangen, men vi kunne ikke umiddelbart se nogle med et skilt der var rettet mod os. I den situation prøver man jo mange gange at kigge efter ”det rigtige skilt”. Hvilket ikke bliver meget lettere ved at mange ”afhentere” står og presser deres skilt mod glasruden, så kun dem der går på den anden side kan se det – ikke dem der evt. som os er kommet ud et andet sted og går og leder. Vi fik hjælp af en meget hjælpsom mand, som åbenbart var repræsentant for et taxaselskab. Efter ca. 3 kvarters leden opgav vi, og besluttede at tage en taxa gennem den hjælpsomme agent. Han havde forinden sagt at det kun ville koste 10.000 pesos, men chaufføren der kørte os til hotellet ville, da vi kom dertil efter over en times kørsel, have 50 % mere. Og hvad kan man så gøre andet end at betale? Vi havde dog kun dollars at betale med, men det gjorde vi så. Chaufføren kendte dog øjensynligt ikke kursen, så han måtte ind i hotellet for at bede dem regne om.

 

Vi fik på hotel Presidente anvist et meget lille værelse (nr. 23) med blændede vinduer. Ved nærmere eftersyn kunne vi se at de var blændede fordi de kun gik ud mod en skakt. Vi følte os fuldstændigt indespærrede, og gik ned i receptionen og sagde at der kunne vi altså ikke være. De havde så, sagde de i hvert fald, kun én anden mulighed, nemlig et værelse (nr. 303) ud mod gaden (Isidoro Yanez) som er meget befærdet, og her virkede aircondition-anlægget desværre ikke. Men det kunne vi få i stedet. Af de to onder valgte vi så det med vinduer – ud mod gaden. Støjen var ret slem, navnlig fordi man p.g.a. det defekte aircondition-anlæg måtte have i hvert fald ét vindue åbent. Vi boede her alle de tre sidste overnatninger, og aircondition-anlægget blev ikke lavet mens vi var der. Første nat måtte vi dog stimulere evnen til at falde i søvn med en lille flaske fra minibaren. Men det hjalp. Til de følgende nætter købte et chilensk modstykke til den flaske Fernet Branca, som desværre slap op allerede på Påskeøen, en flaske ”Fernet Mitjans”, pris ca. 25 kr. Den smagte helt som Fernet Branca. Birgit supplerede denne stimulans med et par ørepropper, og så gik det hele.

 

Dag 18, 28. januar

Da vi jo ikke var blevet afhentet i lufthavnen, var vi noget usikre på om vi så ville blive hentet i forbindelse med afrejsen. Og da vi ikke vidste om denne opgave var pålagt hotellet eller ChileAllways, spadserede vi om lørdagen over til ChileAllways, som bor inden for gangafstand, også i Providencia. Brenda var desværre ikke hjemme, så vi nåede altså overhovedet ikke at møde hende. Men vi talte i stedet med en ansat, som meget interesseret spurgte til vores oplevelser i Chile og på Påskeøen. Han kunne oplyse at ChileAllways ikke havde registreret nogen aftale om transport. Så efter udelukkelsesmetoden kunne vi så slutte, at det måtte være hotellet der stod for dette. Han oplyste i øvrigt at der havde været en del klager over O’Higgins (og over Presidente, hvilket vi kun var delvis enige i. Men kritikken af O’Higgins kunne vi jo fuldt ud tilslutte os). Hans kendskab til C&C Travel var ikke imponerende, bl.a. blev hen ved med at tro at vi var tyskere, selv om vi flere gange forsikrede ham om at vi var fra Danmark.

 

Ved tilbagekomsten til hotellet talte vi derfor med dem om transporten til lufthavnen. Og jo, det var noget de stod for. Inkl. turen fra lufthavnen dagen før. Da vi forklarede denne mangel, tilbød de med det samme at tilbagebetale vores udgift hertil. Ganske vist kun med 10.000 Pesos, for det var det de normalt betalte for sådan en tur. Men det tog vi da imod, og vi havde ikke lyst til at gøre mere ud af denne sag.

 

Efter besøget hos ChileAllways tog vi med metroen ind til centrum. I mellemtiden var vi blevet en smule sultne, og vi prøvede for første gang at købe hver en hotdog med tilhørende drikkevarer på gågaden Ahumada. Pris i alt 1.100 pesos, ca. 13 kroner. Det var såmænd meget hyggeligt at sidde på en gågade i Santiago og gnaske hotdogs. Aftensmaden indtog vi ved 21-tiden på en fortovsrestaurant i den modsatte retning, ca. 25 minutters gang ude ad Avenida de 11. Septiembre (jeg ved ikke om det er den 11. september der refereres til). Selv om det var lørdag, var der i øvrigt åbent i alle butikker i hvert fald til klokken 18.

 

Dag 19, 29. januar

Denne dag var det jo søndag, hvor de fleste butikker utvivlsomt ville have lukket. Vi havde overvejet evt. igen at tage op på Cerro San Christobal og tage svævebanen derfra. En anden mulighed, der var nævnt i C&C’s materiale, var en tur til byen Pirque, hvor der om søndagen skulle være et marked med kunsthåndværk.

 

Vi talte lidt med hotellets reception om dette, og de oplyste at der var ca. 100 km ud til Pirque, så det ville nok tage lidt tid at komme derud med offentlige trafikmidler. Receptionisten foreslog som et alternativ at tage ud til Los Dominicos i bydelen Las Condres, hvor der også var et sted med kunsthåndværk og andet. Det ligger i udkanten af Santiago, inden for busafstand. Eller vi kunne tage metroen til endestationen og en taxa resten af vejen, ca. 5 km.

 

Vi valgte bussen, og tog for en sikkerheds skyld hele turen, så den var på vej tilbage igen, da vi stod af hvor vi kunne tænke os det måske var. Der var på dette sted en legeplads og en rulleskøjtebane, og vi spurgte en mand med sin lille datter på rulleskøjter om han talte engelsk. Det gjorde han, og det viste sig at vi havde stået af det helt rigtige sted. Han spurgte hvor vi var fra, og da vi sagde at vi var fra Danmark, sagde han, med en vis accent: ”Jeg taler ikke så godt dansk”. Det var jo noget overraskende. Han havde været 2 måneder i Danmark, hvor han havde arbejdet for Tvindskolerne. Han var meget begejstret for Christiania, som han også havde besøgt. I modsætning til os!

 

Da vi gik derfra, var der ca. 10 minutters gang op til det marked vi gik efter. Det viste sig at være en lille perle med skønsmæssigt over hundrede små boder, et par restauranter og en lille botanisk have med bonsaier fra alverdens lande. I tilgift var der nogle unge musikere der sang flere steder i området, meget musikalske og med populære klassikere. Adressen er ”Centro Artesanal Los Dominicos, Avenida Apoquindo 9085”. Og der er som sagt åbent søndag, hvor der jo ellers godt kan være lidt mere dødt i Santiago.Vi købte nogle forskellige ting derude, og havde en rigtig god dag. Da vi forlod stedet valgte vi at spadsere ind mod byen. Vi gik faktisk de 5 km ind til metroens endestation, hvorfra vi så tog metroen hjem.

 

Dag 20-21, 30. og 31. januar

Afhentningen den 30/1 med afgang til lufthavnen skete som aftalt – men nu havde vi jo altså også lige talt med hotellet om det. Vi var også her i god tid, og var de første der checkede ind til turen. Da vi efter de ca. 13 timers flyvning nåede til Madrid, var der også her en længere ventetid på 6 timer, hvoraf den første tid dog gik med at stå i kø for at blive kørt til en anden terminal med en lufthavnsbus der kørte meget langt omkring – sådan føltes det i hvert fald. I øvrigt forekom det mig at sæderne i airbus-flyet var ganske hårde. Måske hårdere end i Boeing-fly? Det er svært at sige med sikkerhed, men de føltes i hvert fald ganske hårde, og jeg måtte lægge en pude under bagdelen på en stor del af turen. Herudover var der også hundekoldt, så jeg måtte have min jakke på under den sidste del af turen.

 

I Madrids lufthavn, som er enormt stor og uoverskuelig, prøvede vi for første gang vores adgangskort til VIP-lounge. En af de 3 mulige vi kunne finde, lå ret langt fra det sted hvor vi skulle ombord på flyet, men vi fandt den da, og fik et par kager og nogle drinks – uden at skulle betale for dem. Gratis sandwiches kunne vi også få, men vi var endnu ikke så sultne efter morgenmaden på flyet fra Santiago. Det var meget omstændeligt at blive lukket ind, idet vi skulle udfylde nogle skemaer ved en receptionist, der så ud som om hun syntes vi ikke rigtig passede til en VIP-lounge. Og desuden formanede os om at vi absolut ikke kunne medtage vores bagagevogn. Men et var da en meget sjov oplevelse, som hjalp til at gøre ventetiden kortere.

 

Flyvetiden hjem fra Madrid syntes meget kort efter den lange flyvning fra Santiago. Men til gengæld skulle vi på denne flyvning betale for både mad og drikke. Men egentlig er det jo fair nok, det gør blot betjeningen en del langsommere at der skal kræves penge op i denne forbindelse. I tilknytning hertil skal det siges at udvalget ombord var meget spartansk. Det var forskellige sandwiches o.l. – og ikke andet – de kunne byde på. Til gengæld kunne man få sig et glas udmærket spansk rødvin hertil.

 

Vi var hjemme den 31/1 omkring klokken 15.15, og blev i Kastrup afhentet af familien. Det er jo altid skønt at komme hjem, selv om det havde været en utrolig god og oplevelsesrig ferie.



                                                         5. februar 2006